Lotte M som kunstner

Jeg bor og arbejder for det  meste i mit atelier på Lolland – med udsigt til havet, landskabet, himmelen – og de dyr der til stadighed kommer forbi.

 Selv om naturen er min store inspirationskilde, er det nu kun af og til de helt nære omgivelser jeg maler, men jeg fascineres af farver og former og er dybt afhængig af lys og luft omkring mig. Jeg føler ofte trang til at male naturfænomener, som overrasker mig, - som jeg ikke har set før,  som jeg længes efter at opleve - eller måske opleve igen ….. Men der er meget andet end naturen på spil.

I malerierne tilstræber jeg, at videregive en stemning - mere end en konkret gengivelse. Jeg er en sanser, og jeg udtrykker det jeg følte, hørte og måske oveni købet indsnusede. Værket er aldrig kun naturalistisk - ikke  den rene natur. Det er en skildring af det JEG oplevede,det jeg så, den stemning det satte mig i, men det er dog aldrig at betegne som egentligt abstrakt, selv om det måske for nogen kan fremstå sådan.

Da vi for over 30 år siden flyttede fra København til Femø i et gammelt hus, der skulle renoveres - så mine malerier noget anderledes ud end i dag, selv om det også dengang var en slags naturskildringer. Det var på en måde lidt skræmmende for mig , at  flytte helt derud – mørket var mere mørkt , og tordenvejret så intenst – og så kunne der være helt stille….. og meget lyst.

På det tidspunkt malede jeg, som så mange andre, på hårde masonitplader i 122x 122. Jeg klipsede store hullede sække på pladerne, brugte  bla.a harepoter og fasanfjer, til at vise naturens voldsomhed. Vi dyrkede dengang store jordstykker og holdt dyr – lokumsspanden skulle graves ned i jorden. – Alt dette kunne ses i malerierne – der var en stor råhed og voldsomhed i dem - og pludselig mange jordfarver, hvilket der aldrig havde været  i mine  malerier tidligere. Men jeg malede på den anden side samtidig også nogle nærmest modsatrettede -  måske ligefrem æteriske, romantiske billeder, fordi sådan var det også.

Senere da vi købte et træskib, og sejlede rundt på havene og floderne i Danmark og udlandet,  blev det  igen et andet udtryk, og jeg er stadig dybt fascineret af de farver og bevægelser – den store dynamik og de kræfter, som havet har. Jeg får en særlig lykkefølelse ved nærkontakten  - både under og over havets overflade, og det har jeg på forskellig vis prøvet at videregive.

Det er sjældent, jeg i dag maler et oliemaleri ude i det fri bla.a fordi lærrederne ofte er for store og processen for langvarig - jeg bruger hellere oliekridt, pastelkridt og akvarel, når jeg er ude omkring, til at fastholde en oplevelse. Disse skitser og tegninger tager jeg så udgangspunkt i, når jeg maler et billede - og blander det med det vigtigste, nemlig det billede den oplevelse der har brændt sig fast inde mit hoved. Et oliemaleri kan jeg arbejde på i atelieret i optil  flere måneder. I den arbejdsproces er der tale om skiftevis konstruktion og destruktion af maleriet.- Det letteste tidspunkt er for mig begyndelsen , jeg har aldrig følt frygten for det hvide lærred - jeg holder ligefrem af, at det hele fremstår åbent og skitseagtigt  - fyldt med muligheder. Senere skal jeg kigge meget og behøver tid, før jeg ved, hvor maleriet skal angribes næste gang, og jeg omsider til sidst synes, at maleriet er som ”det jeg ville”.

Det er mange år siden, jeg forlod de tunge masonitplader . I dag maler jeg på hørlærred, men har holdt mig til oliefarverne – de alene ,har jeg fundet ud af, tilfredsstiller mine krav til såvel processen ,som det endelige produkt.

 Eksperimenter med at bruge forskellige materialer sammen foregår nu, når jeg arbejder skulpturelt. Her prøver jeg gerne, at sammensætte både træ, metal og andet med fx ler, og afprøver forskellige glasurer og brændinger løbende. Jeg har simpelthen, af en eller anden grund, en mere legende tilgang og en større ”fanden i voldskhed”, når det kommer til det skulpturelle - mere end jeg tillader mig selv i malerierne (måske fordi jeg har så stor respekt for håndværket når jeg maler) Alligevel er man ikke i tvivl, når man ser det sammen . Malerier og skulpturer er to sider af den samme sag. Det er den samme inspiration – og der er en indbyrdes afsmittende effekt.